Jeg har noget med låger i haver. Gamle slidte låger, og enkelte nye låger. Men helst de gamle. Ikke store smedejernslåger, men gerne små med finurlige mønstre, eller lette i udtrykket. Gamle malede trælåger, og vejrbidte frønnede er også gode; faktisk de bedste. Låger, uanset om de er små eller så store man ikke kan se henover dem, antyder at der er noget omme bag ved, et nyt rum med et eller andet jeg bliver nysgerrig efter at se hvad er. Ligesom hække og rækværk skjuler noget helt eller delvist, og gør det interessant at se hvad der gemmer sig på den anden side.

I vores have er der derfor (naturligvis) flere låger. I den engelske havedel har jeg lige færdiggjort to lysegrønne malede låger. Lavet af genbrugte staldlåger her fra gården. Så selvom de lige nu er meget nymalede at se på, har de alligevel alderen med sig, både historisk og visuelt. Man kan se det er gammelt træ der er brugt, og med lidt tid får de såmænd også det slidte med. To gange antiråd-behandling og tre gange god oliemaling, samt sort metalmaling har de fået. Så skulle de gerne kunne holde til at få tidens tand nogle år. Lågerne adskiller rummene i haven, og der er forskel på de rum man går ind i. Det gør også det enkelte haverum afgrænset og mere intimt at være i. Så låger, dem kan vi ikke få nok af (næsten).
Please follow and like us:
Nice pictures of a beautiful garden! Love it!
Thank you.
Er helt enig, gammel låger tilfører haven en ekstra oplevelse. Dine ser rigtigt fine ud i haven og du har da en helt pæn samling :-). Har lige selv fået fat på et par stykker, de første, dem glæder jeg mig til at sætte op. Hilsen Margit / Bruuns Have
Jeg glæder mig til at se dine låger. Lyder som en julekalender, og virker lidt på samme måde. Det er spændende at se hvad der er bag lågen 🙂